Danske isvintre er sjældne

For at en vinter i Danmark kategoriseres som en isvinter, skal én af statens isbrydere Danbjørn, Isbjørn eller Thorbjørn i aktion

Sidste års vinter var den koldeste i 14 år og bliver sikkert husket af mange vinterbadere for tyk is og lave temperaturer. Men det var ikke en isvinter, fortæller seniorrådgiver ved DMI, Flemming Vejen.

En isvinter defineres i Danmark på den måde, at isen i havene skal have været så tyk, at mindst én af statsisbryderne Danbjørn, Isbjørn og Thorbjørn skal have været i aktion minimum en gang. Og det nåede de aldrig sidste vinter, fortæller Flemming Vejen, DMI.

Vinteren var dog den koldeste i 14 år, og den selvsamme vinter ville sandsynligvis i gamle dage være blevet kategoriseret som en isvinter:

“Skibene har ændret sig meget. Førhen var de ikke så stærke, og derfor var der tidligere brug for isbrydere. På den måde var det “nemmere” at komme i kategorien isvinter,” forklarer han.

Vinter i Danmark
• Den almene definition af en isvinter i Danmark er, at isen i havene skal have været så tyk, at mindst én af statsisbryderne Danbjørn, Isbjørn og Thorbjørn skal have været i aktion
• Efter denne definition har der været 16 isvintre i Danmark siden vinteren 1923/1924
• Vinteren 2009/2010 var ikke en isvinter, men den ligger nummer 21 på listen over alle tiders kolde vintre siden år 1874
Kilde: DMI

Vestenvind er gift mod kolde vintre
At den danske vinter bliver rigtig kold, kræver, at der blæser kolde vinde ind over Danmark fra Skandinavien eller Rusland.

“Det vil sige fra Norge, Sverige, Finland eller Rusland. I virkeligheden er det ret kompliceret, men nedkølingen skal vare ved igennem længere tid. Vestenvinden er ren gift for en isvinter,” forklarer Flemming Vejen og fortsætter:

“Hvis vinden kommer fra vest, kan man sige med sikkerhed, at det ikke bliver isvinter. Det tager lang tid, inden havvand køler ned, så for at vi får is på havene, så kræver det en lang ubrudt periode med frost – som regel minimum 14 dage – 3 uger, afhængig af hvor hård frosten er.

Usikre prognoser for den kommende vinter
Om vinteren i år bliver ligeså hård som den forrige, er svært at sige. 

På DMI’s hjemmeside findes en sæsonprognose, som kommer med et bud på, hvordan temperaturerne vil arte sig de næste tre måneder – og her spåes der om en mildere vinter. Men prognosen er noget usikker.

“Det kan nå at ændre sig mange gange endnu,” slår seniorrådgiver Flemming Vejen fast.

Så om vinterbaderne landet over må frem med motorsave, isøkser og hvad der ellers kan være nyttigt for at få hul på tilfrosne søer og have – det må komme som en overraskelse.

Se vandtemperaturerne de seneste år

På grafen nedenfor kan du se, hvordan havtemperaturerne har udviklet sig de seneste fire år. Læg især mærke til, at vinteren 09/10 har en lavere gennemsnitstemperatur end de tidligere.

Temperaturerne er et gennemsnit af de målinger, der er foretaget på Kystdirektoratets fire målestationer i henholdsvis Rønne, Hvide Sande, Thorsminde og Hesnæs.

 

Comments are closed.