Isbloggen


Hold så op, hoste!

Foto: sxc.hu

En skrydende sæl, en værtshusgæst, der for længst burde være gået hjem, eller et forkølet damplokomotiv.  Jeg ved ikke, hvad jeg lyder mest som.

Jeg er garanteret ikke alene om det, men siden slutningen af november har jeg døjet med forkølelse og en hoste, der ikke sådan lige har tænkt sig at give op. Jeg har derfor i over en måned måttet undvære mit kolde gys. Jeg vil simpelthen ikke risikere, at hosten ser det som en mulighed for at bide sig endnu bedre fast. Derfor har der også været lidt stille her på bloggen. Jeg har dog overvejet, at når nu det er så længe siden, jeg har været i, om det kommer til at betyde, at jeg får svært ved at vænne mig til temperaturen, når jeg endelig er frisk nok til at hoppe i igen? Ingen tvivl om, at temperaturen er faldet en del, siden jeg sidst har været i. Hvad mener I? Bader I hver dag for at kunne følge temperaturudviklingen, eller er det uden betydning, at man lige springer en måneds tid over? Glædelige julehilsner til jer alle. /Maria

7 comments


Smukt vejr og godt selskab

  Lufttemperatur: 10 grader Vandtemperatur: 10 grader Selvom jeg har boet i Faaborg i over et år, så har jeg endnu ikke fået meldt mig ind i den lokale vinterbaderklub. Heller ikke selvom jeg flere gange har mødt nogle af vinterbadere ved Klinten, hvor vi bader. Men NU skulle det være. I dag var jeg i vandet sammen med tre andre vinterbadere fra Klintevikingerne i Faaborg - og det var en rigtig god oplevelse. Dels på grund at det gode selskab, og dels på grund af, at vejret simpelthen var intet mindre end fantastisk.

Lene Sørensen fra Klintevikingerne målte vandets temperatur til 10 grader.

Hvor det i går var regn, rusk og mørk, var det i dag det smukkeste solskin, det klareste vejr og vand samt en dejlig frisk luft at trække ned i lungerne. Vandet er begyndt at blive noget koldere, og termometeret viste i dag 10 grader, da vi, efter at have fået tøjet på, fik målt. Det er skønt :o) Jeg kunne godt blive bidt af det der med at være en Klinteviking! Desværre glemte jeg mit kamera, da vi var i vandet, så derfor må I nøjes med den smukke udsigt i denne omgang... Og apropos billeder: Jeg glæder mig hver dag over, at I er en masse, der har lyst til at dele jeres erfaringer, fortællinger og billeder både her og på Facebook. Skulle nogle af jer klubber/vinterbadere havde lyst til at bidrage med et blog indlæg her på siden, så sig endelig til. Kontakt mig via kontaktsiden Rigtig god tirsdag til jer alle. /Maria

no comments


Så er vi i gang igen!

Lufttemperatur: 12 grader Havtemperatur: Ca. 12 grader Når kalenderen har passeret 1. oktober, så er det faktisk ved at være lidt koldt. Jeg er, som formentlig de fleste, også en af dem, som bader hele året. Men jeg havde faktisk stort set ikke været i vandet, siden solen stod højt på himlen, stranden var fyldt med børnefamilier, og det næsten ikke var til at være på badebroen for andre badegæster. I dag havde jeg badebroen helt for mig selv. Og vandet var da også blevet noget koldere end sidst. Det er en hel speciel følelse, når det føles som om, knoglerne bliver helt stive, huden nærmest krymper, og vejrtrækningen forsøger at følge med. Og mere viking er jeg altså ikke, end jeg blev nødt til at skrige bare en lille smule for at klare det 🙂 Jeg havde næsten glemt, hvor lækkert det er, når varmen breder sig i kroppen, og energien bare er i top bagefter. Sæsonen er i den grad i gang. Vel mødt til et ny vinterbaderhalvår - jeg glæder mig til at høre om jeres oplevelser og erfaringer både her og på Facebook. /Maria

no comments


Fyraftensbad for computermusklerne

Lufttemperatur: 5 grader Vandtemperatur: ca. 6 grader Min veninde Sofie og jeg hoppede i dag i vandet omkring klokken fire efter en hel arbejdsdag foran computeren. En dag med dårlige arbejdsstillinger, tusindevis af museklik og skuldre, der oftest sidder helt oppe ved ørerne. Der er ikke noget at sige til, at man af og til får ondt i skuldre og nakke efter sådan en dag. Om der er videnskabeligt belæg for det, aner jeg ikke. Ikke desto mindre føler jeg, at tur i det kolde vand afhjælper spændingerne. Det føles som om, at musklerne trækker sig voldsomt sammen, lige når man kommer i vandet, men når man så kommer op igen og får varmen, er de afslappede på en helt anden måde. Måske virker det bare, fordi jeg altid synes, jeg kommer hjem som et nyt menneske, når jeg har vinterbadet. Videnskabeligt belæg eller ej - det er jo egentlig også ligegyldigt :O) /Maria

no comments


Aftenbader vs. morgenbader

Lufttemperatur: 5 grader Vandtemperatur: 6,7 grader I dag var det mørkt. Rigtigt mørkt, da jeg ved fem-tiden kastede mig ud i det stormfulde hav. Men smukt var det også. Og fredfyldt. Det er en helt speciel oplevelse at "aftenbade" (Det kan man vist ikke helt kalde det, men som sagt - mørkt var det...næsten natsort). Jeg har opdaget charmen ved at bade sidst på eftermiddagen, på vej hjem fra arbejde, når novembermørket er faldet på. Det er en helt anden oplevelse end at bade om formiddagen, når det er lyst. Jeg tror faktisk, jeg må erklære mig for at være aftenbader. Det passer mig bedst med en dukkert efter arbejde, eventuelt kombineret med en løbetur. Det er afstressende med den kolde dukkert (og løbeturen). Så slapper jeg helt af, når jeg kommer hjem. Ellers var det en noget blæsende omgang i dag, en strid østenvind fik bølgerne til at slå ganske kraftigt mod trappen. Men skønt var det med lidt eftermiddags-/aftenbadning. Men hvornår er det bedste tidspunkt at bade på - morgen eller aften? Hvad synes I? Vh. Maj

3 comments


Kampen mod kolde tæer

Lufttemperatur:10 grader. Vandtemperatur:10 grader. Ups – så blev det næsten et par uger siden, vi sidst fik noget på bloggen. Det må jeg skynde mig at gøre noget ved. Luften og vandet har nu den samme temperatur, og det kan efterhånden også godt mærkes, at det begynder at blive koldt. Der har den seneste tid været et par morgener, hvor jeg har haft lyst til at vende om, inden jeg kom ud i kulden. Til gengæld er jeg blevet bedre til at huske mig selv på, at den kølige dukkert er et effektivt middel mod kuldskærhed resten af dagen. Ét problem har jeg dog. Når jeg først har været i vandet og igen er oppe på land, har jeg det fantastisk, og jeg fryser absolut ikke længere – kun på tæerne. Nogle gange er det værre end andre, og selvom jeg har prøvet med flere par sokker efterfølgende, er mine fødder stadig iskolde flere timer efter. Har jeg et par lidelsesfæller blandt læserne af denne blog? Måske har jeg et dårligt blodomløb.. Eller hvad er det man siger, hvis man har et varmt hjerte, har man altid kolde hænder og tæer… Hmm…Man kunne jo håbe på det sidste :-) /Maria

2 comments


"Er du skingrende vanvittig?"

Lufttemperatur: 9 grader Vandtemperatur: 11,6 grader "Er du skingrende vanvittig?" Sådan sagde en mand, jeg mødte på stranden for nyligt, inden jeg var på vej i vandet en dag, hvor vinden bed i kinderne, og de fleste mennesker var pakket ind i store jakker og halstørklæder. Skingrende vanvittig? Hmm... Ikke så vidt, jeg ved. Altså... vi er vel alle lidt skøre til tider, men skingrende vanvittig... Det er alligevel at stramme den, skulle jeg mene. Herren hentydede naturligvis til, at han synes, det var det gale vanvid at vinterbade. Også under dagens badetur stod der et par tilskuere hovedrystende et par meter fra vandkanten og betragtede, hvad de tilsyneladende mente, var ren galskab. Jeg har forsøgt at forklare "ikke-vinterbadere", hvad det er, jeg synes, der er så fantastisk ved vinterbadning. Det er bare ikke altid, de forstår det. Og med hånden på hjertet - hvis der var nogen, der havde forsøgt at "missionere" det samme overfor mig for et par år siden, så havde jeg garanteret også tænkt i mit stille sind, at de måtte være skøre. Vinterbadning er måske nok ikke for alle. Og man skal nok have prøvet det, før man ved, hvad man vælger til eller fra. Når det så er sagt, kan jeg godt leve med, at der er nogen, der tænker, jeg må være skingrende vanvittig. 🙂 Hvilke reaktioner møder I derude? Nå, men dagens tur i vandet var fantastisk i solskin og med det smukkeste udsyn over det sydfynske Øhav. Vandet bliver hurtigt koldt nu, synes jeg. /Maria

no comments


Vinterbad i det svenska

Lufttemperatur: Ca. 9 grader Vandtemperatur: Ca. 10,3 grader I dag fik jeg muligheden for at hoppe i vandet i Sverige. Efter i weekenden at have besøgt nogle venner i Sverige kørte vi forbi Skrea Strand ved Falkenberg i Halland. Det var et meget smukt sted, en rigtig lækker sandstrand, men man skulle temmelig langt ud, før det blev rigtigt dybt. Og DET var koldt for fødderne i længden. En egentlig svømmetur blev det derfor ikke helt til. En kold gyser var det dog. Bare 10,3 grader varmt/koldt vand og en strid blæst. Men tanken om at hoppe i vandet på den anden side af Kattegat var fantastisk. Hvis man svømmede ud i havet, ville det næste land, man stødte på, være Jylland – Falkenberg ligger på Sveriges vestkyst, næsten på højde med Aalborg -. Nu har jeg også vinterbadet i det svenska – næste gang ville det dog være rart med en badebro :-) /Maj

no comments


Nu skal sommerjakken skiftes ud

Lufttemperatur: Ca. 12. grader Vandtemperatur: 14,2 grader Sådan! Under dagens dukkert nærmede det sig noget, som bare kan minde om vinterbadning. Blæsten gjorde, at luften føltes ret kølig, og vandtemperaturen er tydeligt på vej nedad. Jeg løb først en tur på 7,5 km. og kørte derefter ud til havet for at tage en dukkert. Jeg må indrømme, at det mest optimale nok er at hoppe i vandet, lige efter man har løbet. Jeg nåede i hvert fald at blive kølet en del ned under køreturen, og derfor blev turen fra parkeringspladsen og ned til badebroen en temmelig kølig affære. Jeg måtte trække min tynde sommerjakke godt op om ørerne. Jeg tror, at min noget (= MEGET) varmere vinterjakke skal med fra nu af. Jeg savnede den lidt i dag. Som I kan se på billedet, så var der godt med blæst. Jeg måtte også holde ordentlig fast i rækværket på badebroen, da jeg skulle ned. Kraften fra havet trak ligesom i mig. Men da jeg først var nede, glemte jeg alt om bølger og blæst. Bagefter dukkerten havde jeg en varm følelse i kroppen, og turen tilbage hen over stranden var anderledes behagelig.  Men stadigvæk…vinterjakken skal med næste gang! /Maj

no comments


Reunion og snotnæse

Lufttemperatur: 20 grader Vandtemperatur: 15,1 grader

Så sur ser man ud, når man er forkølet og bliver nødt til at holde sig fra at hoppe i vandet.

Siden Maj og jeg (dette websites stiftere og bloggere på Isbloggen) blev færdige på Journalisthøjskolen i sommers, er vi flyttet til hver vores del af landet og har derfor ikke set meget til hinanden. Men denne weekend havde Maj planlagt et besøg hos mig på Sydfyn, og vi havde set frem til masser af hygge og ikke mindst i fælles tur i vandet – præcis som i de gode gamle dage. Og vejret var perfekt. Næsten helt sommerligt, selvom vi nu skriver oktober måned. Men ØV! Fredag morgen vågnede jeg med en forkølelse, jeg sjældent har oplevet magen til. Vinterbadning skulle jo eftersigende være godt og styrkende for immunforsvaret, meeeen…. jeg tvivler på, at det gælder, hvis man allerede er sløj. Da jeg helst ikke vil ligge syg hele næste uge også, tvang jeg mig selv til at holde mig ovenvande og misundeligt iagttage Maj og min veninde Karen springe i. Hvad er jeres erfaringer? Hvor syg og snottet skal I være for at skippe turen i bølgerne? Nå, men når nu ikke jeg skulle bade, havde jeg masser af tid til at tage billeder – I kan se dem i billedhjulet nedenfor. Nu vil jeg pleje mig selv med vitaminer og kamillethe, så jeg snart kan blive frisk igen! /Maria  

no comments


Ved Hundige Strand

Lufttemperatur: 20 grader Vandtemperatur: 14,6 grader Søndagens badning foregik ved Hundige Strand – med bølger og solskin. Egentlig kan man nok ikke kalde det vinterbadning endnu – vandet var ikke just koldt. Alligevel synes jeg, det er tydeligt at mærke, at vandet er blevet lidt køligere.  Jeg tog 2 x svømmetur og fik et lille kick af det. Jeg har aldrig før badet ved Hundige Strand. Selvom der umiddelbart ikke er nogen badebro, kan stranden anbefales. Der er ikke så mange sten på havbunden, så det er nemt at komme i vandet. Jeg skulle dog pænt mange meter ud, før vandet blev så dybt, at jeg kunne svømme. Det er nok lidt problematisk, når vejr og vand bliver koldere. Så når fødderne næsten at fryse af, før man kan dykke ned under vandet. De bliver i hvert fald pænt lilla og følelsesløse. (Det oplevede jeg sidste vinter. Derfor holder jeg mig fra nu af helst til badebroer, når vandet bliver rigtigt koldt!). Men i vandet kom jeg som sagt. Efter svømmeturen gik vi rundt og så på de mange både, der ligger i den nærliggende havn. Helt idyllisk var det. Af og til er det rart at komme ud, se nye steder og kaste hverdagens stress langt væk. Som altid er vinterbadning jo rigtig god afstresning. Jeg glæder mig til, sæsonen for alvor går i gang!!! /Maj

no comments


Løb og en kølig dukkert

Lufttemperatur: 15 grader Vandtemperatur: 14,6 grader Jeg er gået i skarp træning til et halvmaraton. I den forbindelse har jeg genopdaget glæden ved at løbe, og jeg har opdaget glæden ved at tage en kold dukkert i havet efter løbeturen. Så efter at have løbet rundt i Dyrehaven ved Klampenborg i 44 min. blandt brølende rådyr hoppede jeg i havet. Med udsigt til Sverige og fantastisk vejr!!! Ved første berøring føltes vandet utroligt koldt. Et øjeblik for en tanke gennem mig: Nej, jeg kan ikke… Det er for koldt… Men…min krop vænnede sig utroligt hurtigt til temperaturen, og jeg kunne derefter svømme rundt uden problemer.  Jeg glæder mig dog til, at vandet bliver bare en smule koldere. Det føles ikke som rigtig vinterbadning endnu – men temperaturerne er på vej derned! Og jeg glæder mig til min anden sæson som vinterbader :-) /Maj

no comments


Regn og meditativ ro

Lufttemperatur: ca. 15 grader Vandtemperatur: ca. 14,5 grader Efter en lang og travl arbejdsuge havde jeg virkelig set frem til søndagens tur i bølgen blå. Men da jeg vågnede i morges havde jeg mest af alt lyst til at trække dynen godt op om ørerne og blive liggende. Det styrtede ned udenfor, og jeg frøs allerede ved tanken om at skulle bevæge mig ud. Det var meget fristende, men det skulle være løgn, skulle det. Jeg iførte mig korte bukser og regnjakke og tænkte: “Jo mindre tøj, des mindre er der, der kan blive vådt”, og så satte jeg ellers kursen mod Klinten i Faaborg for at mødes med min veninde Karen, som også er blevet bidt af baderiet. Gaderne lå ganske øde hen på grund af regnvejret. Selvom det var en anelse koldt at komme i, kunne jeg ikke lade være med at nyde naturoplevelsen. Stilheden. Sanserne. Den eneste lyd at høre var bølgeskvulp og regndråber, der rammer havoverfladen. Duften. Regnvejrsdisen. Intet mindre end fantastisk. Jeg gik hjem med ro i sjælen. En ro, der med garanti ikke havde været til stede, hvis jeg var blevet liggende under dynen og havde irriteret mig over regnvejret. /Maria Forresten – jeg beklager billedkvaliteten. Min telefon synes tilsyneladende ikke godt om at fotografere i gråvejr :)

no comments


Hvornår starter sæsonen?

  Lufttemperatur: Ca. 20 grader Vandtemperatur: 16,1 grader Hej igen! Jeg er vist tyvstartet en smule, for man kan endnu ikke helt kalde det vinterbadning. Efter en sommer, der aldrig rigtigt blev til sommer, er badevandstemperaturerne dog på vej nedad. Lige så snart vandet er under 15 grader varmt, må vi så småt nærme os vinterbadning – eller? Hvornår starter jeres sæson? Efter en løbetur på knap 50 min. valgte jeg at hoppe i vandet. Og det kan klart anbefales! Jeg tror i hvert fald, at jeg vil forsøge at gøre det noget oftere. Det giver et vildt kick og er dejligt afkølende efter en hård løbetur. Alt i alt en smuk, solrig, men også noget skyet dag. Nu venter vi bare på sne, slud og kolde temperaturer :-) /Maj

no comments


Tak for en god sæson

  Lufttemperatur: Cirka 18 grader Vandtemperatur: 9 grader Lufttemperaturerne er kun i plus og runder i de kommende dage 20 grader. Vandtemperaturen er også stigende. På dmi.dk stod der i dag, at det var 9 grader varmt der, hvor vi badede. Så derfor spørgsmålet: Er det vinterbadning nu? Har jeg rundet sæsonens sidste rigtige vinterbadning? Det er igen muligt at svømme lidt længere og at stå ude i vandet i længere tid. Det er også muligt at stå på stranden og lade sig tørre under solens stråler. Det er ikke koldt. Man skal ikke længere pakke sig helt ind efter vinterbadningen. Inden længe, inden for de næste par måneder, vil de allerførste strandgæster formentlig også hoppe i vandet. Så sæsonen er vel – sørgerligt nok – ved at være ovre. Men jeg fortsætter: Med at bade hen over sommeren, efteråret, indtil vinteren atter kommer. Men for nu: Tak for en rigtig god sæson :-) (Som var min første) Venlige vinterbadehilsner Maj.

no comments


På kanten til sommeren

Lufttemperatur: 18 grader Vandtemperatur: 6,7 grader. Det føltes som sommer i dag. Eller som om sommeren står på spring til for alvor at indtage de danske strande. Varmt var det i hvert fald. Helt “sommerligt”. Vinterbadesæsonen må derfor definitivt være på nippet til at være ovre nu. Udfordringen i det at kaste sig ud i det iskolde vand synes nemlig mindre, som temperaturen – både i vandet og i luften - stiger. Havvandet er stadigvæk koldt, men ikke “så” koldt. I dag kunne jeg stå i vand til hofterne i flere minutter, inden jeg hoppede helt i og svømmede de sædvanlige 10 tag x 2. Det er en ret speciel fornemmelse – at have badet hele vinteren igennem. Fra vandet henover efteråret blev koldere og koldere, til de utallige badeture med sne og is – og ekstrem kulde, i blæst, i mørke – og så nu igen, hvor solen kigger frem. På en måde føles det, som om vinteren aldrig har været her. Eller som om årstiderne er blevet helt udviskede. Jeg under alle den fantastiske oplevelse /Maj

no comments


Vinterbadning i lavvande

Lufttemperatur: 16 grader Vandtemperatur: Cirka 8 grader Jeg skulle gå temmeligt langt ud, før jeg endelig kunne svømme under lørdagens vinterbadning. Faktisk tror  jeg, at jeg måtte gå 50 meter ud i vandet, før det faktisk var dybt nok til, at jeg kunne tage bare et par enkelte tag. Vinterbadningen foregik i høj solskin i Isefjorden. Da der er en masse revler, var meget af vandet “lukket inde”, og derfor var det relativt varmt. Det var først, da jeg kom langt ud, at det blev en smule koldere - og så gav det et gys. Helt koldt blev det nu aldrig. Tiden med meget kolde tæer, hænder og ben synes at være forbi nu. Man kan klart mærke, at også vandet er blevet en smule varmere. Men skønt med solskin! Giver et ekstra pift til humøret. I kan se et lille videoklip fra min lange vandretur ud i havet: /Maj

no comments


Tilbage i det kolde vand

  Lufttemperatur: Ca. 8 grader Vandtemperatur: 3,6 grader Efter en meget lang omgang influenza og derefter en meget vedholdende hoste var jeg endelig en tur i det kolde vand igen i dag. Og det var simpelthen fantastisk. To dyp blev det til, og derefter kunne jeg bare stå ved vandkanten og nyde solens stråler. Alger så vi ikke noget til der, hvor vi badede i Aarhus Bugten. Som I kan se på billedet, var vandet klart og lyseblåt. Det var vinterbadning, når det er allerbedst. Man får kuldechokket, suset, men bagefter er luften varm. Jeg har godt nok savnet at vinterbade i min sygdomsperiode. Men nu er jeg tilbage i det kolde vand igen /Maj

no comments


I ly for blæsevejret

Lufttemperatur: Cirka 7 grader Vandtemperatur: Cirka 2 grader Selvom det blæste ret kraftigt i formiddags, vovede vi os alligevel ud at bade. Vinden viste sig da heller ikke at være noget særligt stort problem. Som det ses på billedet, var vandet blikstille – der var ikke en eneste bølge. Det skyldes dels fralandsvind, dels at vi stod godt i ly for blæsten bag nogle skråninger. Vandet er stadig koldt, mens luften er temmelig lun. Faktisk så lun, at man ikke risikerer at få forfrosne fingre og tæer. Det eneste negative er dog den noget vedholdende hoste, jeg har haft de seneste 2-3 uger. Jeg vurderede dog, at jeg fysisk havde det så godt, at jeg sagtens kunne bade. Og det gik fint, selvom hosten desværre hænger ved endnu. Tre svømmetag blev det til. Det virker som om, at foråret er på vej – og så måske alligevel ikke. Læs denne artikel fra bt.dk. Hvad tror du?

no comments


Som på en forårsdag

Lufttemperatur: 3 grader Vandtemperatur: 2,2 grader Det føles som om, at foråret er stærkt på vej nu. Efter to ugers halsproblemer kunne jeg endeligt igen hoppe i vandet. Og det i et skønt, forårsagtigt vejr. Solen skinnede, havet var blikstille, der var ingen blæst eller vind. Vandet er dog stadigvæk koldt, men fem (lidt halvforkølede) svømmetag blev det til i dag. Det er dog svært at svømme med skoene på :-) Det ser nok lidt spøjst ud fra strandkanten af! Efter svømmeturen var det bare at nyde solen. Faktisk kunne jeg længe stå med halvåben jakke uden at fryse synderligt. Handskerne blev også smidt. Og vinteren… det føles som om, at den aldrig rigtigt har været der. Det er nok det, vinterbadningen gør. Årstiderne betyder ikke længere så meget, sommeren forlænges, og man føler aldrig rigtigt, at det er eller har været vinter (foruden lige snestormen omkring jul). Skønt med en sådan naturoplevelse - at man på den måde kan opleve årets gang. /Maj

no comments


Lidt varmere vejr

Lufttemperatur: Cirka 4 grader Vandtemperatur: Cirka 0 grader Dagens vinterbadning var præget af, at det var temmeligt “varmt” i luften. I modsætning til den seneste tids minusgrader, havde temperaturen sneget sig op på plus – faktisk omkring 4 grader – hvilket gjorde, at jeg ikke havde lige så travlt bagefter med at få tøj på igen. Man kunne stå og nyde udsigten et øjeblik, før det blev for koldt. Vandet er dog koldt. Da vi skal gå cirka 10 meter ud i vandet, før det er muligt rigtigt at dyppe sig, nåede både mine fødder og ben derfor at blive rigtigt kolde og røde. Jeg tog dog alligevel to ture. Først 10 meter ud, et dyp og så ind igen – og så atter 10 meter ud etc. I dag følte jeg nemlig, at ét dyp ikke var nok til at oplevet kicket. Det var to til gengæld :-)  Efter det andet var mine ben og fødder dog så røde og kolde, at et tredje dyp ville være dumt at tage. Jeg skal snart ud at vinterbade igen – og jeg glæder mig. Man kunne håbe på lidt solskin. Så bliver naturoplevelsen endnu smukkere :-) /Maj

no comments


Mit første isbad

Lufttemperatur: Cirka minus 2 grader Vandtemperatur: Cirka minus 0,8 grader I dag prøvede jeg for første gang at vinterbade i is. Det skete, da jeg var på besøg hos badelauget Vintergæs i Vordingborg. (Læs artiklen: “Galleri: Se de seje vintergæs i ishavet”.) Det var en lidt kold affære. Ikke på grund af vandet, men på grund af vinden der strøg fra Storstrømmen og ind mod Ore Strand. Vandet var dog ret “varmt”, hvis man kan sige det på den måde. (Selvom mit ansigtsudtryk på billedet tyder på noget andet :-) ) Og det var en meget speciel følelse – faktisk en rigtigt fed følelse at gå ned ad stigen for så at dyppe sig i isvandet – på den måde at være omsluttet af is. Derudover var omgivelserne simpelthen fantastiske. Storstrømmen var dækket af is. Et flot syn. Jeg lærte dog også noget af i dag: Husk altid badekåbe og ordentlige badesko. Det redder dig, især hvis man har langt at gå fra omklædningen og ned til vandet. Og sørg altid for hurtigt at få pakket fødderne ind efter badeturen! Alt i alt en skøn badetur! Glæder mig til næste isbad. /Maj

no comments


Et ekstra håndklæde til fødderne

Lufttemperatur: - 8 grader Vandtemperatur: 0,2 grader Dagens vinterbadning var nok det koldeste, jeg hidtil har oplevet. Ikke så meget vandet – snarere luften. Minus otte grader var det. Som det kan ses på billedet, var der istapper på stenene, og kulden bed lidt i kinderne. Da vi går direkte i fra stranden – og da vi efterfølgende klæder om på stranden – gik det derfor ret hurtigt. Ud i vandet -et dyp - og så hurtigt op igen. Normalt har jeg problemer med, at mine fødder bliver MEGET kolde. I dag fandt jeg dog ud af, at jeg ved at have et ekstra håndklæde med, som jeg pakker fødderne ind i, kan afbøde den værste kulde. Et smart trick, som jeg vil gøre brug af i fremtiden også. I dag var det snarere hænderne, den var gal med. Og så er det altså svært at få tøj på igen. Ved at ryste dem lidt og ved hurtigt at få vanterne på igen, gik det dog til sidst. Alt i alt var dyppet en rigtig god start på juleferien!!! God jul til alle!

no comments


På kolde fødder gennem sneen

Lufttemperatur:  Ca. – 4 grader Vandtemperatur: 1,2 grader Indtil videre har jeg været forskånet for at skulle gå gennem sne for at nå ned til vandet. I dag var så første gang. Og der var et ganske tykt lag sne. Så jeg må indrømme – det var hurtigt ned til vandet og så op igen. Jeg nærmest løb gennem snedriverne, mest fordi jeg altid får utroligt kolde fødder, når jeg vinterbader - især tæer. Men det er jo også en del af det at vinterbade. Det handler jo ikke kun om dyppet, men også om omgivelserne. Den stride blæst, sneen, kulden, mørket… Det har sin absolutte charme at skulle vade 10 meter gennem sneen – i mørket – for at kunne komme ned til strandkanten. Det gør bare oplevelsen endnu bedre. Det forstærker kicket. /Maj

no comments


Pas på isen

Lufttemperatur: - 5 grader Vandtemperatur: Ca. -1 grad Av, av… jeg tog noget af et styrt i dag. Pas på isen, kan jeg kun råde til. Hele stranden, hvor vi bader, var dækket af et tyndt, næsten usynligt og meget glat lag is (Som det kan ses på billedet). Så jeg blev en smule overrasket, da jeg pludseligt lå på jorden. Vinteren er sandelig kommet nu. Med islag og vandtemperaturer under 0 grader. Helt koldt var vandet nu alligevel ikke. Det var faktisk ret fedt lige at komme i. Det gav et ordentligt kick. Det er, når man kommer op og skal have tøj på igen, det er mest koldt. Jeg skal nok være hurtigere til det. Især med at få strømper på - det er hårdt for fødderne at stå der bare i kulden. Når det er så koldt, som det er nu, er det nok også bedst med en badebro. Vi går stadig i fra kanten og så 10 meter ud i havet. Jeg føler mig som en rigtig viking – af den seje slags :-) /Maj

no comments


Yes, en badebro!

Lufttemperatur: 0 grader Vandtemperatur: 3,5 grader Yes, endelig en badebro! Sådan var min første reaktion, da jeg skulle i vandet i dag. Det er nu en smule lettere og mere behageligt med en badebro, end hvis man skal gå hen over sten og havbund. Det er ren luksus bare at kunne hoppe i fra stigen. Vejret var meget smukt i dag, og temperaturen omkring frysepunktet. Da jeg først havde været i vandet, kunne jeg bare stå på broen og nyde solen. Det var overhovedet ikke lige så koldt som i sidste uge. Faktisk fik jeg helt følelsen af forår! (Selvom der lå MEGET sne rundt omkring. Og selvom vi er i december.) Og så var udsigten mod Svendborg meget smuk. Jeg kan klart anbefale badestedet ved Christiansminde, hvis I skulle komme forbi det sydfynske. /Maj

no comments


Frosne fingre og tæer på Taasinge

Lufttemperatur: -5 grader Havtemperatur: ca. 3 grader Nu er vi ægte vinterbadere. Sådan føler vi os ihvertfald. Vi er for øjeblikket udstationeret på Sydfyn, hvor vi arbejder på et eksamensprojekt – men det skulle da ikke holde os fra en tur i vandet. Jeg har boet i Ringe på Midtfyn hele min barn- og ungdom, og jeg vidste, at Smørmosen på Thurø er STEDET at bade, ihvertfald om sommeren. Og ikke mindst var jeg sikker på, at der var en badebro. Så da dagens arbejdsopgaver var overstået, tog vi turen til Thurø. Hvad vi ikke lige havde overvejet var, at badebroen ikke var ude om vinteren. Det var altså ikke nogen succes at bade i den kulde, vi har nu, uden en badebro. Der var simpelthen så langt ud til det dybere vand, at vi allerede var helt afkølede, inden vi kom rigtigt i. Er der andre, der har erfaringer med at bade fra kysten? Nå, men selvom vi hverken kunne føle fingre eller tæer, da vi kom op igen, så nød vi en kølig eftermiddagsdukkert i det flotteste lys over Sydfyn. Sikke nogle amatører, vi var, da vi troede, at vi vinterbadede sidst i oktober! :-) /Maria

no comments


Med sne og slud fyngende omkring mig

Lufttemperatur: 2 grader Vandtemperatur: 5,5 grader Så er vinteren kommet, må man nok sige. Dagens vinterbadning foregik med sne og slud fygende omkring mig. Overraskende nok synes jeg ikke, at vandet var særligt koldt. Derimod var blæsten ret strid. Den trak lidt tænder. En ting, jeg har lært af i dag: Tag først overtøjet af til sidst – og tag det på igen som det første. På den måde holdt jeg faktisk varmen ret godt. Det var kun fingrene, jeg frøs en smule. Og så fødderne. Det er skønt, at det nu er blevet rigtigt vinter. Det gør det lidt mere udfordrende at skulle hoppe i. Det kræver lidt mere overtalelse – men man er jo en fighter!!! /Maj

no comments


Som ved Vesterhavet

Lufttemperatur: 7 grader Vandtemperatur: 6,7 grader Det var som at være ved Vesterhavet under dagens vinterbadning. Meget stærk blæst – store bølger. Det var næsten helt umuligt at holde sig oprejst. I starten tvivlede jeg da også lidt på, om det nu var en smart idé at gå i – men i kom jeg (stædig er man vel!). Det blev dog kun til et par hurtige dyp og så op igen. Strømmen var simpelthen for stærk. At svømme ville nok have været lidt for dumdristigt. Koldt var det egentligt ikke – hverken vandet eller luften. Det føltes ikke helt som vinter endnu :-) /Maj

no comments


Den første morgenbadning

Lufttemperatur: 9 grader Vandtemperatur: 9 grader Min allerførste morgenbadning – det var dagens vinterbadning. Solen lå endnu lavt ude i horisonten, da jeg hoppede i vandet klokken 9 i morges. På billedet, der er taget fra stranden uden for Den Permanente i Århus, kan man se lyset fra solens stråler spejle sig i havet - en meget smuk og opkvikkende start på dagen! Vandet var ikke så koldt i dag, selvom jeg hyperventilerede en del, da jeg svømmede rundt. Faktisk har jeg lidt svært ved at kontrollere min vejrtrækning, når jeg er i vandet. Det skyldes nok kulden og er egentligt ikke noget, jeg kan gøre så meget ved. Måske handler det om, at min krop lige skal vænne sig til, at vandet nu er blevet en del koldere. I alt tre dyp blev det dog til. To før saunabesøget og ét efter. Vinterbadningen foregik på Den Permanente i Århus, hvor jeg var med som gæst. Og det er altså noget andet end at skulle gå hen over sand og sten for at kunne dyppe sig. Derudover er der også en utrolig ro over badeanstalten. Som Annette, (hvem jeg fulgte som gæst) sagde, så er det virkeligt afstressende at komme ned, dyppe sig og så tage en tur i saunaen. Så er man klar til resten af dagen! /Maj

no comments


Og der kom en sæl svømmende...

Lufttemperatur: 2 grader Vandtemperatur: 8 grader Dagens vinterbadning var præget af en noget spøjs oplevelse. Inden vi skulle til at hoppe i vandet, kom der noget, der lignede en hund, svømmende 10 meter fra os. Vi syntes først, det var lidt underligt, at den kom svømmende helt alene. Mere underligt blev det imidlertid, da hunden pludseligt dykkede ned i vandet og ikke kom op igen. Det viste sig dog, at hunden var en sæl. (Muligvis er det den sæl, som forleden dag blev reddet ud af det havnebassin i Århus, hvor den havde forvildet sig ind. Læs om redningsaktionen på stiften.dk.) Jeg har taget et billede af sælen, da den dukkede op af vandet igen (desværre meget langt væk fra os) og markeret den med en rød cirkel. Det er fascinerende, som man som vinterbader oplever nye sider af naturen! Ellers var dagens badning præget af en gennemskærende kulde - i dag føltes det som rigtig vinterbadning. Allerede inden vi hoppede i vandet, frøs jeg. Jeg tog dog 15 svømmetag – og skønt var det at mærke kulden strømme gennem kroppen. Det gav et rigtigt kick! /Maj

no comments


I lysene fra Storebæltsbroen

  Lufttemperatur: 2 grader Vandtemperatur: 8,1 grader Dagens vinterbadning foregik i totalt mørke med udsigt til Storebæltsbroen – en noget speciel oplevelse. Vi (min mor og jeg) stoppede ved en p-plads ved afkørsel 44 ved Nyborg og begav os derefter ned til stranden – uden rigtigt at kunne se noget. Lyset fra bilerne på Storebæltsbroen spejlede sig dog i havvandet, så da vi først kom ned til strandkanten, var det lettere at se noget. Mørkt var det dog stadigvæk, og da ingen af os nogensinde havde badet dér før, var vi ret forsigtige. Et par enkelte dyp blev det til og så op igen. Luften var også meget kold – knap og nap minusgrader - så jeg fik for første gang følelsen af at “vinterbade”. Nu glæder jeg mig bare til onsdag, hvor jeg skal ud igen :-) – i dagslys! /Maj

no comments


Et par hop i heftige bølger

Lufttemperatur: Cirka 8 grader Vandtemperatur: 9,1 grader Der var fart på både blæst og bølger under dagens vinterbadning, som foregik i Gilleleje på Sjællands nordkyst. Derfor var det også umuligt at svømme. Snarere blev det til en gang hoppen rundt i de heftige bølger. Decideret koldt var det ikke på trods af den voldsomme blæst. Min krop har efterhånden vænnet sig til kulden. Indtil videre føles det i hvert fald ikke uoverkommeligt at hoppe ud i vandet. (Det kan selvfølgelig ændre sig…) Efter badeturen fik jeg mig en kop varm kakao. En perfekt lørdag eftermiddag :-) /Maj

no comments


Mørkt, mørkt, mørkt

Lufttemperatur: 10 grader Vandtemperatur: 9,7 grader Dagens vinterbadning var en noget speciel oplevelse. Den foregik nemlig i totalt mørke. Da det kun var de fjerne lys fra Århus Havn, der oplyste vandet en smule, skulle vi bane os hen over den noget stenede havbund. Men i kom vi – hele to gange. Første gang føltes vandet iskoldt – anden gang en del lunere, så det blev til 15 svømmetag. Også det var en ret speciel oplevelse på grund af mørket. Da man næsten ikke kunne se noget, var det som at svømme rundt i et stort, sort hul. Som sagt… en underlig følelse, men absolut noget jeg vil gøre igen. /Maj

no comments


Svømmetur med udsigt til Sverige

Lufttemperatur: Ca. 10 grader Vandtemperatur: 9 grader Dagens vinterbadning foregik på badeanstalten Helgoland hos vinterbadeforeningen “Det Kolde Gys”. Fra det nye Helgoland, der er opført i 2008, kan man normalt se helt til Sverige. I dag var der dog en smule tåget. Alligevel kunne man ane konturerne af Øresundsbroen. Vandet er nu under 10 grader. Helt præcist blev det i dag målt til at være 9 grader. Selvom min krop egentligt har vænnet sig til at komme ned i det kolde vand, og selvom jeg ikke direkte fryser, kan jeg dog mærke på mit åndedræt, at vandet er koldt. Min vejrtrækning bliver hurtigere og dybere, og jeg skal lige bruge et par sekunder på at “få styr på den” igen. To dyp blev det til. Det var virkeligt fedt at stå på broen yderst på Helgoland, hoppe i vandet og så svømme direkte ud i Øresund – mod Sverige. Det skabte en følelse af frihed. Skønt var det. En perfekt badetur :-) /Maj

no comments


Tang og kolde fødder

Lufttemperatur: 12 grader Vandtemperatur: 10,2 grader Koldt var det i dag. Ikke så meget i luften, snarere i vandet. 25 svømmetag blev det alligevel til over en havbund fyldt med tang. Og skønt var det – selvom jeg havde svært ved at få varmen i fødderne igen. Svømmeturene i det kolde vand virker afstressende på mig. Jeg tænker klarere efter et dyp. Det giver en ro i kroppen, som varer ved aftenen ud. Jeg sover bedre, når jeg har badet. Hjemvendt fra vandet glæder jeg mig over, at vi nærmer os novemberkulden. Jeg ser frem til at opleve, hvordan min krop reagerer, når vandtemperaturene nærmer sig de 5 grader. Indtil videre går det fint. Jeg er stadigvæk med :-) /Maj

no comments


Når kroppen møder kulden

Lufttemperatur: ca. 9 grader Vandtemperatur: 9,6 “…de fleste af os lever i en opvarmet verden inden døre,” står der i en artikel om vinterbadning i RASK Magasinet, oktober 2009. Som vinterbader derimod møder man kulden face-to-face – ubeskyttet, udendørs – og jo koldere vandet bliver, jo mere fascinerer dette møde mig: Den måde min krop reagerer på det iskolde vand. Og havvandet bliver køligere og køligere. Vandtemperaturerne ligger nu under de 10 grader, og efteråret – snart vinteren – er så sandelig over os. Kulden er jeg dog ikke bange for. Den generer mig ikke længere. Faktisk tænker jeg efterhånden: Jo koldere vandet bliver, desto bedre er det. Og kicket – det fik jeg bestemt under dagens vinterbadning. På billedet ses Maria og jeg efter dyppet – super glade :-) /Maj

no comments


Aftenbadning og forkølelse

  Lufttemperatur: Cirka 4 grader Vandtemperatur: 10.7 grader Onsdagens badning markerede et skelsættende punkt for mig: For første gang føltes det som rigtig vinterbadning, selvom det objektivt set nok ikke kan kaldes for vinterbadning endnu. Luften var MEGET kold (omkring 4 grader), det blæste kraftigt, og det var bældragende mørkt. (Badningen foregik ved halv syv-tiden) Men skønt var det nu alligevel – på trods af at det krævede lidt ekstra selv-overtalelse at kaste sig ud i det kolde vand. To hurtige dyp blev det til. Bagefter gjaldt det bare om at komme hjem i varmen – med en god følelse i kroppen. Jeg er dog blevet forkølet efter gårsdagens badning. Om det skyldes det kolde vand, eller om det bare er en efterårsvirus, ved jeg ikke. /Maj

no comments


I dag følte jeg kicket

Lufttemperatur: Ca. 8 grader Vandtemperatur: Ca. 10,7 grader Jeg har hele tiden sagt til mig selv, at det nok bare skulle blive lidt koldere. Måske skulle jeg blive i det kolde vand lidt længere, eller måske skulle jeg bare have hele hovedet under, så ville det sikkert komme….kicket. Men i dag tror jeg faktisk, det var der. Da jeg sænkede mit (nu så småt vinterblege) legeme ned i det kolde vand ved Risskov strand, reagerede min krop nærmest som en halvtom ketchupflaske.. sådan en, der, når man trykker på den, automatisk selv hiver luften ind igen. Jeg trak vejret helt ned i lungerne – ren refleks – udløst af det kolde sus. Og da jeg så kom tilbage på stranden, kunne jeg for alvor mærke varmen brede sig i kroppen. Senere, da jeg skulle ud at handle sammen med min kæreste, gik han og frøs ganske forfærdeligt, mens jeg ingen problemer havde med kulden. Jeg er faktisk ret overbevist om, at det skyldtes min tur i vandet – det er en ganske god “bivirkning” :-) /Maria

no comments


Varmt vand - kold luft

Lufttemperatur: Cirka 10 grader Vandtemperatur: 11,3 grader Efter ikke at have badet siden onsdag var det en tiltrængt tur i havet i dag. Dagens vinterbadning foregik i Karrebæksminde, nær Næstved. Vandet var roligt og forholdsvis “varmt”, og det var derfor ikke noget problem at komme i og svømme lidt. Omkring 15 tag blev det i alt til. Forrygende! Modsat vandet var luften dog meget kold og præget af en strid blæst. Man kan virkeligt mærke, at vinteren nærmer sig med hastige skridt. Bagefter dukkerten kom den sædvanlige varme i kroppen derfor ikke rigtigt, hvilket formentlig skyldes vinden. Jeg fik dog tilfredsstillet min trang efter en kold dukkert – noget jeg er ved at blive helt afhængig af :-)Og så var det fedt at prøve at bade et nyt sted under helt andre forhold. Karrebæksminde kan anbefales. /Maj

no comments


To dyp er nok

Lufttemperatur: Cirka 11 grader Vandtemperatur: 11,7 grader I – op igen – og så i igen. Dagens vinterbadning viser, at det med de temperaturer, der er nu, er nok med to dyp i havet. Fem minutters svømning blev det i alt til i dag. Havet var stille og roligt – perfekt – og vandtemperaturerne nedadgående. Nu er vandet under 12 grader og ganske efterårskøligt – selvom der selvfølgelig er meget langt ned til februar-temperaturerne :-)

no comments


De er der stadig, brandmændene!

Lufttemperatur: ca. 14 grader Vandtemperatur: 12 grader Hvis man gik rundt og troede, at sæsonen for brandmænd allerede er ovre, så kan man godt tro om igen. Vi hoppede i dag i vandet ved Ebeltoft Skudehavn, og vi måtte se os grundigt for for at undgå et ubehageligt, svidende møde med de røde brandmænd. Ifølge netdyredoktor.dk dør almindelige vandmænd, efter de har gydet midt på sommeren, hvorimod den røde brandmand kan holde sig i live langt ind i efteråret. Vi holdt os dog på god afstand af goplerne, og det lykkedes dem ikke at ødelægge oplevelsen :-) Vi nød en god svømmetur på en solrig søndag eftermiddag.

/Maria

no comments


20 svømmetag i høje bølger

Lufttemperatur: Ca. 13 grader Vandtemperatur: 12,6 grader Dagens vinterbadning var igen præget af nogle høje bølger, der gjorde det næsten umuligt at svømme. Det blev dog til 20 svømmetag – og en fantastisk følelse bagefter. Temperaturen er nu nede under de 13 grader, men endnu føles vandet forholdsvis varmt. En god idé er fra nu af at gå i vandet med skoene på. Så kan man hurtigere komme op igen – og det bliver nok nyttigt, når vi når til den rigtige vinterbadning.

no comments


Det handler om det mentale

Lufttemperatur: Cirka 12 grader. Vandtemperatur: Cirka 10 grader. Dagens vinterbadning fandt sted hos vinterbadeklubben, Søens Folk, der holder til ved St. Økssø i Rold Skov. Vi plejer at bade i havet, så det var spændende at skulle kaste sig ned i en kølig sø. Og kølig var søen rigtigt nok. Faktisk føltes den meget koldere end vandet i Århus Bugten. Måske skyldtes dette, at vi forinden havde været i sauna? Men koldt vand eller ej – i kom vi. For med lidt mental styrke kan alt lade sig gøre, som formanden for Søens Folk, Solveig Lauritsen, fortalte os. Det handler om det mentale. Det man vil, det kan man. Et råd, vi vil tage med os fra onsdagens badning. Vh. Maj og Maria.

no comments


Badetur i oprørt hav

Lufttemperatur: Cirka 15 grader Vandtemperatur: 13 grader Dagens vinterbadetur var præget af et noget voldsomt hav – store bølger, ok meget strøm. Det blev derfor kun til et hurtigt dyp, da det ganske enkelt var umuligt at kæmpe sig ud på en længere svømmetur. Vandet er dog stadigvæk ganske varmt. Bliver spændende at se, hvordan kroppen reagerer, når det bliver lidt koldere, og det bliver rigtig vinterbadning.

no comments