Kommende vinterbader?


Så er råd til vinterbaderne klar

Rådet for Større Badesikkerhed står bag nye vinterbaderråd

Rådet for Større Badesikkerhed anbefaler et tov som sikkerhedsudstyr ved vinterbadning. Her er det Lenette Jäpelt i Hørsholm-Rungsted Vikingelaug. Pressefoto

Rådet for Større Badesikkerhed lancerer  en række baderåd til dem, der går i vandet i vinterhalvåret Omkring 55.000 danskere er vinterbadere, og landets 93 klubber, som har 26.250 af dem som medlemmer, har især de sidste fem år mærket stigende interesse. Der er derfor ventelister i rigtig mange klubber og flere nye klubber er kommet til. Og det er vigtigt, at sikkerheden er på plads, når man tager turen i det kolde vand. - Vi får jævnligt spørgsmål om gode råd til vinterbadning. Så derfor lancerer vi nu nogle få, klare baderåd i lighed med dem, vi har udformet for badning generelt, siger Sven Hedegaard, som er formand for Rådet for Større Badesikkerhed, i en pressemeddelelse. Det er alle aldersklasser, som bader, og vinterbaderne bliver yngre og yngre, når de begynder. Erfaringen viser, at mange starter med at prøve vinterbadning for sig selv, og der er derfor brug for vejledning – og tidspunktet er valgt, fordi netop nu starter badesæsonen for vinterbaderne: - Vi har valgt at give fire råd før du går i vandet og fire råd om når du er i vandet. Derudover har vi lavet en uddybende forklaring, samt en vejledning til foreningerne om hvordan de bør forholde sig til bl.a. sikkerheden, fortæller Sven Hedegaard.  Før du går i vandet
  1. Bad aldrig alene
  2. Tjek badeforhold og kend redningsudstyret
  3. Pas på is på trappe og bro
  4. Sænk kroppen roligt i vandet.
 Når du er i vandet
  1. Træk vejret roligt
  2. Hold øje med hinanden
  3. Hold dig tæt ved trappe eller opgang
  4. Svøm aldrig under isen.
Rådene om at gå roligt i vandet uden hovedspring, mens der er fokus på vejrtrækningen, er råd, der er udsprunget af forsøg på Bispebjerg Hospital, oplyses det i pressemeddelelsen: - Det gælder om at gå stille og roligt hen til vandet, samtidig med at vejret trækkes roligt, så man ikke hyperventilerer, når man kommer ned i vandet, siger overlæge og vinterbader Bo Belhage. Hans undersøgelser har vist, at er man ikke forberedt på det kolde vand, kan man risikere at hyperventilere, og så er der risiko for at besvime og drukne. Han anbefaler derfor også, at nye vinterbadere starter i august og langsomt vænner kroppen til at vandet bliver koldere.

no comments


Ting, som er gode at huske på, når du vinterbader

  Er du ny vinterbader? På denne side finder du en række gode råd til, hvad du skal være opmærksom på, når du vinterbader. Rådet for Større Badesikkerhed giver på sin hjemmeside, www.badesikkerhed.dk, blandt andet følgende råd:

  • Bad aldrig alene
  • Spring aldrig på hovedet i vandet - sænk kroppen roligt ned i vandet.
  • Man skal kunne bunde. Anbefalet vanddybde ved trappen er cirka 1,5 meter
  • Trappen ned til vandet skal være minimum 1 meter under vandoverfladen og så højt over, at man let kan komme op af vandet. Trappen skal have gelænder i begge sider, og trinene skal være skridsikre.
  • Der må ikke være understrøm, der hvor der vinterbades.
  • Hvis der skal hugges hul i isen, skal dette være minimum 3 x 3 meter.
  • Der må ikke hugges flere huller ved siden af hinanden, og man må aldrig forsøge at svømme ind under isen.
  • Nyis kan være meget skarp, så man skal sikre, at isflager i hullet er fjernet, eller at isen er ordentlig knust.
  • Vejen (broen) ned til vinterbadepladsen skal holdes is- og snefri.
(Kilde: www.badesikkerhed.dk) Vi har spurgt brugerne af vores hjemmeside (vinterbadere.dk) om de har nogle gode tips til nye vinterbadere. Her følger deres råd samt vores egne tips:
  • Bad aldrig alene.
  • En vandflaske er en fornuftig ting at have med, hvis man også skal i sauna.
  • Medbring evt. en termoflaske med varmt vand, så I kan lave té bagefter. Det varmer.
  • Husk badetøfler til at tage på. Underlaget kan være meget koldt.
  • Hop ikke i, hvis ikke du føler dig på toppen. Det er hårdt for kroppen.
  • Tag to håndklæder med - et til kroppen og et til fødderne - eller medbring et liggeunderlag, som du kan stå på, når du tørrer dig. Det gør, at du fryser mindre på fødderne.
  • Tag altid tøjet på overkroppen på først. Så får du hurtigere varmen.
  • Tag et saftigt æble med. Spis det efter badning og omklædning - fantastisk.
Hvis du har nogle gode tips, du mener, vi skal have med på listen, så send dem til os via kontaktformularen, som du finder her. Besøg Rådet for Større Badesikkerheds hjemmeside, inden du vinterbader. Du finder den her.

no comments


Nye vinterbadeklubber giver bedre bademuligheder

I takt med at et større antal mennesker hopper i det kolde vand om vinteren, skyder også flere vinterbadeklubber frem. I øjeblikket er der 55 klubber i Danmark. Før i tiden skulle vinterbaderne i Karrebæksminde gå 80 meter ud i havet - og så nåede vandet dem alligevel kun til knæene. I dag kan de hoppe direkte ned i vandet fra en stige, der er fastmonteret på en bådebro. At forholdene er blevet bedre, kan vinterbaderne takke Karrebæksminde Vinterbadeklub for. Siden klubben blev stiftet i november sidste år, er det blevet lettere at være vinterbader i Karrebæksminde. "Der har været et behov for at oprette en vinterbadeklub her. Vinterbadning er jo noget, som folk går op i, men problemet før var, at der blot stod et skur på stranden, som kommunen havde opsat," fortæller klubbens formand, Jens Otto Fladberg og tilføjer, at klubbens næste mål er at få etableret en sauna.

Mange bække små

I en helt anden del af Danmark, hos Gjøl Vinterbadere i Nordjylland, bliver der også arbejdet på højtryk for at skaffe en sauna. Klubben blev stiftet i september i år, da man ønskede at forbedre mulighederne for vinterbadning på Gjøl. Mange bække små gør en stor å - det er simpelthen nemmere at søge om støtte, når man er en forening, mener klubbens formand, Bente Bjørn: "Det vejer lidt tungere, at det er en forening, som henvender sig til kommunen." I øjeblikket må vinterbaderne på Gjøl vandre hen over skarpe sten på havbunden, når de skal bade. Målet er derfor at få støtte både til en ny badebro og til en sauna. Og til det formål har vinterbaderne allieret sig med andre foreninger i området. "Vi kan jo hjælpe hinanden. En sauna vil være til gavn for alle klubberne," siger Bente Bjørn.

En voldsom succes

Hos Svanemøllebugtens Vinterbadelaug, der ligger på Østerbro i København, har man allerede både sauna, stige og lys til de mørke morgener. Lauget blev stiftet i november 2009, og derefter gik det hurtigt med at få faciliteterne på plads. "Det meste af arbejdet har vi lavet selv, da folk jo gerne vil hjælpe til. Derudover har vi selv finansieret det hele gennem medlemsindbetalinger, fortæller formand for lauget, Klaus Lange. Han tilføjer, at man regner med at udvide om et par år: "Og så vil vi også gerne være en grøn forening. Fx. tænker vi på at opstille motionscykler, der kan kobles til elnettet og producere energi. Det er grøn vinterbadning," siger Klaus Lange. Det er dog ikke kun faciliteterne, der er kommet hurtigt på plads hos Svanemøllebugtens Vinterbadelaug. I løbet af ingen tid er det også væltet ind med nye medlemmer. "Det er blevet en voldsom succes. Jeg lavede fra starten af en vurdering over udviklingen i medlemstallet. Det første år skulle vi have 400 medlemmer, det andet 800 og det tredje 1200. Men vi er allerede det første år kommet op på 1300. Vi blev voldsomt forbavsede," siger Klaus Lange. Er du vild med vinterbadning? Og vil du gerne starte med at bade i en klub? Så klik her.

no comments


Find en klub nær dig

Har du også lyst til at hoppe i det iskolde vand? På kortet nedenfor kan du finde en vinterbadeklub i nærheden af, hvor du bor. Du kan klikke på kortet og zoome ind på netop dit område: Vis Vinterbadeklubber i Danmark på et større kort Hvis der er fejl, eller hvis din klub mangler på kortet, må I meget gerne kontakte os ved at udfylde kontaktformularen på "Om vinterbadere.dk" Hvis markeringerne på kortet ikke viser sig, så opdatér siden. Vh. Maj og Maria. Flere nye vinterbadeklubber skyder frem. Læs artiklen her.

no comments


Vinterbadning - Fup eller fakta?

Er vinterbadning virkelig godt for immunforsvaret? Og selvom det uden tvivl er rart, er det så også en god idé at nyde varmen i saunaen, inden du hopper i det kolde vand? Forskningsansvarlig lektor, Dr. Med. Bo Belhage fra Bispebjerg Hospital har forsket i, hvordan det kolde vand påvirker menneskekroppen. I lydklippene herunder giver han svar på, hvad forskningen har at sige om typiske myter om vinterbadning. Betyder vinterbadning noget for stofskiftet og forbrændingen? Nogle kunne måske blive fristet af at hoppe en tur i det kolde vand i stedet for at tage en fysisk hård løbetur? Hør i klippet, hvad Bo Belhage har at sige om sammenhængen mellem vinterbadning og forbrænding:

Kan man afhjælpe kuldskærhed ved at være vinterbade? Er man et af de uheldige mennesker, der altid fryser om tæerne, så kunne det da være, at man skulle overveje at slutte sig til kredsen af vinterbadere. Hør, hvad Bo Belhage har at sige om den sag: Har vinterbadning nogen gavnlig effekt på immunforsvaret? Vinterbadere praler ofte af, at de aldrig eller sjældnere er syge end andre mennesker. Hør her, om overlæge Bo Belhage tror, der er noget om snakken: Kan man opnå samme gavnlige effekt ved at tage et brusebad? Hvis man ikke bryder sig om sten, undervandskravl og sand mellem tæerne, så kunne det jo være smart bare at stille sig under den varme bruser. Men giver det den samme effekt? Hør Bo Belhages svar: Er det særligt hårdt for kredsløbet, hvis man varmer op i saunaen, inden man får det kolde gys? De såkaldte "radiatorvikinger" ynder at nyde varmen i saunaen, inden de hopper i det iskolde vand. Men er det hårdere for kroppen, end hvis man går i vandet først? Se også ”Kicket” – den videnskabelige forklaring.

no comments