Nu skal sommerjakken skiftes ud

Lufttemperatur: Ca. 12. grader
Vandtemperatur: 14,2 grader

Sådan! Under dagens dukkert nærmede det sig noget, som bare kan minde om vinterbadning. Blæsten gjorde, at luften føltes ret kølig, og vandtemperaturen er tydeligt på vej nedad.

Jeg løb først en tur på 7,5 km. og kørte derefter ud til havet for at tage en dukkert. Jeg må indrømme, at det mest optimale nok er at hoppe i vandet, lige efter man har løbet. Jeg nåede i hvert fald at blive kølet en del ned under køreturen, og derfor blev turen fra parkeringspladsen og ned til badebroen en temmelig kølig affære. Jeg måtte trække min tynde sommerjakke godt op om ørerne. Jeg tror, at min noget (= MEGET) varmere vinterjakke skal med fra nu af. Jeg savnede den lidt i dag.

Som I kan se på billedet, så var der godt med blæst. Jeg måtte også holde ordentlig fast i rækværket på badebroen, da jeg skulle ned. Kraften fra havet trak ligesom i mig. Men da jeg først var nede, glemte jeg alt om bølger og blæst.

Bagefter dukkerten havde jeg en varm følelse i kroppen, og turen tilbage hen over stranden var anderledes behagelig.  Men stadigvæk…vinterjakken skal med næste gang!

/Maj

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *