Og der kom en sæl svømmende…

Lufttemperatur: 2 grader
Vandtemperatur: 8 grader

Dagens vinterbadning var præget af en noget spøjs oplevelse. Inden vi skulle til at hoppe i vandet, kom der noget, der lignede en hund, svømmende 10 meter fra os. Vi syntes først, det var lidt underligt, at den kom svømmende helt alene. Mere underligt blev det imidlertid, da hunden pludseligt dykkede ned i vandet og ikke kom op igen.

Det viste sig dog, at hunden var en sæl. (Muligvis er det den sæl, som forleden dag blev reddet ud af det havnebassin i Århus, hvor den havde forvildet sig ind. Læs om redningsaktionen på stiften.dk.) Jeg har taget et billede af sælen, da den dukkede op af vandet igen (desværre meget langt væk fra os) og markeret den med en rød cirkel. Det er fascinerende, som man som vinterbader oplever nye sider af naturen!

Ellers var dagens badning præget af en gennemskærende kulde – i dag føltes det som rigtig vinterbadning. Allerede inden vi hoppede i vandet, frøs jeg. Jeg tog dog 15 svømmetag – og skønt var det at mærke kulden strømme gennem kroppen. Det gav et rigtigt kick!

/Maj

Comments are closed.