Regn og meditativ ro

Lufttemperatur: ca. 15 grader
Vandtemperatur: ca. 14,5 grader

Efter en lang og travl arbejdsuge havde jeg virkelig set frem til søndagens tur i bølgen blå. Men da jeg vågnede i morges havde jeg mest af alt lyst til at trække dynen godt op om ørerne og blive liggende. Det styrtede ned udenfor, og jeg frøs allerede ved tanken om at skulle bevæge mig ud. Det var meget fristende, men det skulle være løgn, skulle det.

Jeg iførte mig korte bukser og regnjakke og tænkte: “Jo mindre tøj, des mindre er der, der kan blive vådt”, og så satte jeg ellers kursen mod Klinten i Faaborg for at mødes med min veninde Karen, som også er blevet bidt af baderiet.

Gaderne lå ganske øde hen på grund af regnvejret. Selvom det var en anelse koldt at komme i, kunne jeg ikke lade være med at nyde naturoplevelsen. Stilheden. Sanserne. Den eneste lyd at høre var bølgeskvulp og regndråber, der rammer havoverfladen. Duften. Regnvejrsdisen. Intet mindre end fantastisk.

Jeg gik hjem med ro i sjælen. En ro, der med garanti ikke havde været til stede, hvis jeg var blevet liggende under dynen og havde irriteret mig over regnvejret.

/Maria

Forresten – jeg beklager billedkvaliteten. Min telefon synes tilsyneladende ikke godt om at fotografere i gråvejr :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *